onsdag den 25. januar 2012

Den søde ventetid....

Ja vi venter jo stadigvæk på lillesøster her i huset, men med kun 1 uge til termin går det da den rigtige vej :-)
Weekenden blev brugt herhjemme med at få ordnet en masse ting. Jacob lavede bl.a. et bord til badeværelset, så nu skulle det også være klaret. Selvom han vist havde mere travlt med at holde øje med Emil der jo fandt på de mest vilde ting samtidig.

Her har han lige fundet ud af at træklodserne flyver op i luften når han hopper på pinden....
Der blev også lavet racerbane af alle klodserne, så cyklen fik ikke for lidt rundt på terrassen.
Indenfor fik jeg også lavet lidt kreativt. Vi har jo en masse tomme vægge efter ombygningen, så det kan jeg gå og hygge mig med at finde ud af hvad der skal der på.
Jeg fik ihvertfald lige malet et par rammer og Emil fik malet en æske til Oldemor som bliver 80 år.
Hvad der skal i alle rammerne endnu har jeg ikke bestemt, men skal nok vise væggen når de er kommet op.

Jeg har længe tænkt på at jeg ville prøve at brodere et eller andet, men det har været et stykke nede af listen. Den anden dag var Emil og jeg så lige på biblioteket hvor jeg faldt over "Gavebogen" af Theresa Maria Gjessing.

Det er en rigtig fin bog og ikke første gang jeg har haft den lånt. Men her var en lille elefant jeg fik lyst til at prøve, nu er jeg så gået igang, så må jeg se hvad det ender med at blive til. Har stadigvæk en hel del vand i kroppen og specielt i fingrene så det er meget kort tid af gangen jeg kan bruge hænderne, men noget skal man jo lave når man skal tage den med ro.
Ser bare frem til snart at få min krop tilbage, og ikke mindst få gang i hæklenålen igen :-)

fredag den 13. januar 2012

Streg efter streg efter streg efter.....

Så er jeg kommet inden for termin, var i går til jordemoder, alt var som det skulle være og lillesøster lå klar til at komme ud. Nu må vi se hvor længe hun venter, men for min skyld behøver jeg bestemt ikke gå næsten 14 dage over tiden som med Emil, men der er jo ikke andet for end at vente :-)

Hæklenålen har været lagt helt væk i det nye år, mine fingre er simpelthen så hævet at de sover med det samme, så det må vente lidt.
Men så var det jo godt jeg fandt over et lille mønster eller tre inde hos Søhesten, så det har jeg været lidt igang med, det er faktisk super sjovt. Mine fingre er dog ikke med på det så lang tid af gangen, men lidt ind imellem bliver jo også til noget.

Først kunne jeg kun finde en blå tusch, men har nu fundet en sort der passer i tykkelsen så det er blevet til en del flere mønstre, men de følger når jeg lige får dem sat i en ramme.

For at give mine fingre lidt ro har jeg i dag også fået syet den ene side til dynebetræk til lillesøster, skal bare lige have fundet noget at sætte på bagsiden.

Derudover er jeg hoppet med på Wordfeud bølgen, det er nu meget sjovt da det fint kan suppleres med at man laver noget andet også.
Samtididg kan jeg gå og glæde mig til at Jacob og jeg i aften skal en tur i biografen, sikkert den sidste aften uden børn i et godt stykke tid :-)


mandag den 9. januar 2012

Nyt år venter...

Så gik hele december uden et indlæg her på bloggen. December har været hektisk her i det nordjyske. Jacob har virkelig knoklet ovenpå for at vore ombygning skulle blive færdig, vi har dog ikke helt nået det endnu. Vi kom jo lige til at udvide med en ny trappe også.


Men det går stærkt fremad, så det varer forhåbentlig ikke så længe inden vi kan tage hele den nye 1. sal i brug - det bliver fantastisk - og jeg får min krea plads :-)

Jeg har dog været noget kretiv i december, nu hvor jeg har skulle holde mig i ro.
Jeg har fået hæklet en masse mad til Emil. Han blev 4 år i fredags. Vi havde lavet en købmandsdisk til ham og der skulle jo være noget at sælge i butikken.


Det meste er hæklet ud fra bogen "Tasty crochet" af Rose Langlitz.
Noget af det er hæklet ud fra fri hånd, bl.a. appelsinerne og citronen.
Isene så jeg hos Josefine og æggene er fra Karens fantastiske DIY.

Kagerne er både fra bogen og fra Ønskefe

Det har været super sjovt at lave en masse "mad" og der kommer sikkert også mere til hen af vejen.

Men nu skal tiden vist bruges på at få lavet lidt til lillesøster inden hun melder sin ankomst, det kan jo aldrig vare - på torsdag er der 3 uger til termin.